Kort Historie

Cairnterrieren hører til gruppen af Skotske terrier, som bl.a. også tæller Skotsk, Sky & West Highland White Terriere. Alle disse terrier stammer fra den skotske jagtterrier. Cairnen er den terrier, der har ændret sig mindst. Den ligger ganske tæt op af forfædrene hvad udseende angår. Den blev brugt til jagt af oddere, rotter, mus, og ræve, og den har stadig sit jagtinstinkt i behold.
I det 19. århundrede optrådte cairnen under navnet Korthåret Skye terrier, da cairnen oprinder fra Isle of Skye i det nordvestlige hjørne af  Skotland, også kaldet Hebriderne. I 1912 blev cairnen anerkendt som selvstændig race af kennelklubberne, men man kan spore  disse terriere helt tilbage til år 1400, hvor de er afbilledet på malerier  med jagtscener.

Den første cairnterrier der blev stambogsført i Danmark, kaldtes Jack, men hed Fergus of Penshurst. Han blev taget hjem fra England i 1924. Kennel Schæffergaarden Gentofte, opdrættede det første kuld hvalpe, der blev stambogsført i Danmark. Forældrene var efter gbch Harviestoun Brigand. En af de første danske Champions, nemlig Gloster Jack i 1935 blev opdrættet af “Fru kgl. Operasanger” Gunder Knudsen. Men den første dkch fik fru Grethe Glad i 1930 med Kim of Holt, som hun importerede fra England.

Vi har i Danmark haft cairnterriere i ca. 80 år, men det er i de sidste 20 år at opdrættet virkelig har taget fart. Der opdrættes idag ca. 500 hvalpe hvert år registreret i Dansk Kennel Klub.

Udseende

En cairnterrier har en skulderhøjde på mellem 23 og 33 cm og vejer mellem 6 og 8 kg. Europæiske cairnterriere er normalt større end amerikanske cairnterriere. En cairnterrier har en grov og vejrbestandig ydre pels, der kan have farverne: creme, rød, sandfarvet, grå, eller plettet med disse farver. Ren sort, gulbrun eller hvid er ikke tilladt i mange kennelklubber. Selvom man engang kunne registrere hvide cairnterriere, blev det efter 1917 af American Kennel Club krævet, at de blev registreret som West Highland White Terrier.

En bemærkelsesværdig ting ved cairnterrieren er, at plettede cairnterriere ofte skifter farve i løbet af deres liv. Det er ikke unormalt for en plettet cairnterrier at blive stadig mere sort eller sølvfarvet, jo ældre den bliver. En cairnterrier har to lag pels, en blød og tæt underpels og en grov ydre pels.

Hvorfor netop en cairn

Cairnterrieren er en pragtfuld intelligent og stærk  hund,  glad og veloplagt , legesyg og er ofte med på narrestreger. Der er ikke noget skønnere end at se sin cairn lege. Dette smitter af, og man kan ikke undgå at  blive i bedre humør, når man ser sin cairn hoppe frem på alle fire ben på en gang. Det ser unægtelig sjovt ud.

Cairnterriere er meget lærenemme. Det gælder lydighedstræning,  lære  tricks  som spille sød, give me five, rul og meget mere . Dette kræver blot tålmodighed og at man vil træne med sin cairn, hvilket er vigtigt for en cairn, da den har behov for meget fysisk aktivitet. Husk på at denne race er en jagthund, som stadig bliver brugt i Skotland, og som kræver en del opdragelse. Mange synes, at de ikke er opdraget ordentligt , men dette er ikke nødvendigvis rigtigt. Det kræver tid og kræfter, når man anskaffer sige en hund. De er rigtig gode familiehunde, og fungerer godt sammen med børn.

En cairnterrier er en kærlig hund, som vil gøre alt for dig,hvis bare du ser de signaler, den sender , så får du en kærlig cairn, et godt venskab og rigtig mange glæder.